Situationistiske positioner mht. (sam)færdsel

1
Fejlen ved alle urbanister er at de i alt væsentligt betragter privatbilen (og dens biprodukter, af scooter-typen) som et transportmiddel. Den er essentielt den betydeligste materialisering af et lykke-begreb som den udviklede kapitalisme stræber mod at udbrede overalt i samfundet. Bilen som det højeste gode i et fremmedgjort liv, og uadskilleligt herfra som vigtigste produkt på det kapitalistiske marked, står i centrum for den samme globale propaganda: i år siges det således, at den amerikanske økonomis fremgang snart vil afhænge af flg. slogans succes: "To biler pr. familje".

2
Transport-tiden er, som Le Corbusier rigtigt har set, et mer-arbejde som i samme grad reducerer dagens indhold af såkaldt frit liv, fri tid.

3
Vi må gå fra færdsel som arbejdets supplement til samfærdsel som forlystelse.

4
At ville omdanne arkitekturen til en funktion for privatbilernes nuværende massive og parasitære existens, er at fortrænge problemerne med grov irrealisme. Arkitekturen må omdannes til en funktion i hele samfundets bevægelse, ved at kritisere alle de foreløbige værdier, der er knyttet til de til undergang dømte samfundsforholds former (i første række: familjens).

5
Selvom man midlertidigt, i en overgangsperiode, kan anerkende den absolutte opdeling mellem arbejds-zoner og beboelses-zoner, må man i det mindste forudse en tredje sfære: selve livets (frihedens & fritidens sfære - det sande liv). Man ved at den unitære urbanisme er grænse-løs; stræber mod at gøre det menneskelige miljø til en total enhed hvor adskillerlserne, af typen arbejde/fritid, kollektiv/privatliv, vil være endeligt opløst. Men forinden består den unitære urbanismes minimumsaktion i at udvide lege-terrænet til alle ønskelige konstruktioner. Dette område vil være i komplexitetsniveau med en gammel by.

6
Det drejer sig ikke om at bekæmpe bilen som et onde. Det er dens extreme koncentration i byerne der munder ud i negationen af dens rolle. Urbanismen bør givet ikke ignorere bilen, men endnu mindre acceptere den som centralt emne. Den må holde på dens hensygnen. I alle tilfælde kan man forudse forbud mod den inden for visse nye enheder, ligesom i visse gamle bydele.

7
Dem der forestiller sig bilen evig, tænker ikke, selv udfra et snævert teknisk synspunkt, på de andre fremtidige transportformer. F.ex. vil visse af de modeller for individual-helikoptere, der for tiden experimenteres med i den amerikanske hær, sandsynligvis være bredt ud til offentligheden inden for tyve år.

8
Bruddet på det menneskelige miljøs dialektik til fordel for bilerne (man projekterer åbningen af autostradaer i Paris, hvad der medfører ødelæggelsen af tusinder boliger, mens bolignøden på den anden side uophørligt forværres) maskerer dets irrationalitet under pseudo-praktiske forklaringer. Men dets sande praktiske nødvendighed svarer til en præcis social tilstand. Dem der antager problemets forudsætninger for permanente, tror i virkeligheden på det nuværende samfunds permanens.

9
De revolutionære urbanister beskæftiger sig ikke blot med tingenes og de i en tingsverden stivnede menneskers cirkulation. De vil forsøge at bryde disse topologiske lænker ved at experimentere med områder for menneskenes færden & samfærdsel gennem det autentiske liv.

Guy Debord.
(International Situationniste, 3:1959)