På en måde er det et større mørke. I tingene, overalt. Det følger med rundt i de bjergede halse og vil ikke længere ud. Så sidder man derinde i sig selv mens bævreasp eller alléen af lind sætter sig op imod vinden og uden at flytte at flytte. Men floderne forsvinder i havet. Livet i døden. osv. og træerne forsvinder og bliver til jord eller et større mørke fordi fugten. Fugtens arbejde med træet som om jorden kysser træet, sutter på det, lader lidt spyt glide ud mellem læberne. Det blev lidt senere til en stenet fortælling, hvor Helle ikke kunne få sig selv til at sige tingene som de var. Så stod hun der med hænderne i vasken og en stor kvindelig omsorg. Forsoning, tænkte hun og ordet gjorde hende varm og med den varme omfavnede hun Hans eller Jørgen med sine bløde hænder. Lad os nu bare spise, sagde hun. Hvor dejligt, sagde han. Og vinden fandt vej mellem de lyse gardiner som skiver af skyer og lod stearinen glide ned langs lysets højre side. Så var det noget i deres blikke. En fælles forståelse om noget de aldrig fik sagt. Så skar de små stykker af bøffen og løftede gaflen og lukkede munden omkring, saligt. De ville fortsætte sådan. Dyppe i saucen. Falde ind i en tavshed med hver deres glas og deres øjne i langsomt mod den røde væske. De ville drikke og de ville synke. Og Jørgen eller Hans ville tage ud af bordet, og Helle ville nyde ikke at skulle gøre mere og alligevel hjælpe til. De ville tage opvasken og fortælle om en tilfældig hjort den ene eller den anden havde set fra vejen på vejen. Så lukkede Helle sine øjne og Hans eller Jørgen lukkede sine øjne og Helle lod sin finger løbe langs Jørgens eller Hans' nakke, langs kindbenenes kantede. Hun ville allerede have glemt. Og de ville glemme det hele og lukke vinduerne og lægge sig med dynen imellem sig som om natten. osv.