Alligevel er det ikke et slør henover blikket. Det er noget andet. Jeg følger efter det, for at indfange sorgen. Prøve at forestille mig en måde at huske og sørge. Hvordan laver man et rum med plads til ens uro? Fra Frederiksberg slingrer jeg ned ad Nørrebrogade. Himlen hvælver sig blåt og ubekymret. Jeg drejer ind på café. Jeg drikker ingefær-citron te. Nu har jeg fundet nogle billeder fra Portbou:

Det er nærmest banalt. Ordinært. Det rustne. Vejen mod lyset. Glaspladen som modsvar til at gå videre i døden. At vende om når man har gået den lange vej. Jeg ved ikke. Der er blå blomster i vaserne. En på hvert bord. Jeg går ikke videre men fortsætter alligevel disse blanke blanke. Brosten og fliser og belægningens struktur og tekstur. Farvernes spil i morges efter svømmehallen. Så var det bare lige at fortsætte lidt i det blinde. Selvfremstillinger og tvivlende skrift. Så sad jeg med SUTs kommende bog og blev glad. Det må jeg jo indrømme. Jeg blev glad over at læse SUTs digte. At de ikke var funklende diamanter men stavrede afsted i deres eget velkendte tøj og alligevel slidt, snublende (næsten). Det selvironiske i alle konsonanternes gasser. At digte også bare er som de nu er. Ikke så bekymrede. At digtene er grunde til selskab. At de også er sådan. Så lagde jeg bogen fra mig igen og trak en drøm for mine øjne. Nu står træerne igen med det hele og slagter lidt vind.