Vi læste hele Morti Vizkis Eliksir op i stuen. Solen stod vandret med stuen og vi lod hvert digt have plads i hinandens mund. For ikke at gå helt i stå, tog den ene af os det næste digt med os, og bagefter den anden. Korte skridt med to fødder på hver fod. Eller hvordan det nu skal siges. Solen bragede ind i samme højde som vores øjne som fulgte sætningerne på siderne i bogen. I sofaen var der nogen som sad og lyttede, på en stol, på en anden stol: der var nogen som lyttede. Hvert ord blev sagt af os begge. Vi havde lavet pandekager, te, citron og sukker (kunne drysses, kunne spredes). Så var gulvet det knirkende i verden. Så forsvandt en efter en ud i den lysende dag mens solen ikke længere var vandret. Alt vand bøjer sig sammen med kloden. Vi blev hængende til et let måltid ude i køkkenet og roen, der hang i væggene, blev ved med at hænge i væggene.