Jeg er flyttet: www.peter-clement.dk / www.peter-clement.net
www.peter-clement.dk / www.peter-clement.net
bla bla bla
“Public space is in essence a space that is freely accessible for everyone: public is the opposite of private. That is not to say that every public space is a public domain. Public domain entails additional requirements. We are interested in the question of wich spaces are positively valued as places of shared experience by people from different backgrounds or with dissimilar interests. “
“The rapid developments in the fields of information technology and telecommunications are an important factor, which mean that people are no longer tied to specific workplaces and that contacts in leisure time are organized in a completely different way. Due to people being reachable all the time by mobile phone, the notion of ‘meeting place’ has taken on a fundamental different meaning.”
“The language that we use to talk about reality influences the way we comprehend that reality.”
“Discourses often work as implicit mental framework in a discussion.
”Why do people value some places and not others?”
”we seem to think too much about public space in the sense of fixed and permanent physical spaces, and we give insufficient consideration to the way in wich public domain comes into being in places in flux, often extremely temporarily”.
“However, the periphery is not simply ‘non-city’. It has a much more forceful and independent power than is reflected in the city-periphery dichotomy.”
“In many cases the strategic location is determined by ‘accessibility’ rather than ‘centrality’.”
“It is the ultimate paradox: while urban planners strives to correct the formlessness of the periphery by ‘urbanizing’ it, in their attempts to regenerate the inner cities they adopt the organizational principles of the periphery.”
“If we regard city and periphery as a single urban field then we discover countless places that perhaps form the new public domains that we are seeking”.
“Urban life is no longer tied to the city as a spatial entity.”
“The urban would no longer be characterized by physical density and proximity”.
“’Place’ is a concept that has in fact been used as a criticism of the thinking of the Enlightenment (cf. Keith & Pile 1993, Jameson 1991). Space is not empty nor does it allow rational infill. "
“Places are, for example, associated with real events (which have taken place there), with myths, with history and memories. It is this very confrontation between thinking in terms of space and thinking in terms of place – often unobserved – that lies at the root of many conflicts about spatial development and the failure of projects for all their good intentions”.
Situationistiske positioner mht. (sam)færdsel
1
Fejlen ved alle urbanister er at de i alt væsentligt betragter privatbilen (og dens biprodukter, af scooter-typen) som et transportmiddel. Den er essentielt den betydeligste materialisering af et lykke-begreb som den udviklede kapitalisme stræber mod at udbrede overalt i samfundet. Bilen som det højeste gode i et fremmedgjort liv, og uadskilleligt herfra som vigtigste produkt på det kapitalistiske marked, står i centrum for den samme globale propaganda: i år siges det således, at den amerikanske økonomis fremgang snart vil afhænge af flg. slogans succes: "To biler pr. familje".
2
Transport-tiden er, som Le Corbusier rigtigt har set, et mer-arbejde som i samme grad reducerer dagens indhold af såkaldt frit liv, fri tid.
3
Vi må gå fra færdsel som arbejdets supplement til samfærdsel som forlystelse.
4
At ville omdanne arkitekturen til en funktion for privatbilernes nuværende massive og parasitære existens, er at fortrænge problemerne med grov irrealisme. Arkitekturen må omdannes til en funktion i hele samfundets bevægelse, ved at kritisere alle de foreløbige værdier, der er knyttet til de til undergang dømte samfundsforholds former (i første række: familjens).
5
Selvom man midlertidigt, i en overgangsperiode, kan anerkende den absolutte opdeling mellem arbejds-zoner og beboelses-zoner, må man i det mindste forudse en tredje sfære: selve livets (frihedens & fritidens sfære - det sande liv). Man ved at den unitære urbanisme er grænse-løs; stræber mod at gøre det menneskelige miljø til en total enhed hvor adskillerlserne, af typen arbejde/fritid, kollektiv/privatliv, vil være endeligt opløst. Men forinden består den unitære urbanismes minimumsaktion i at udvide lege-terrænet til alle ønskelige konstruktioner. Dette område vil være i komplexitetsniveau med en gammel by.
6
Det drejer sig ikke om at bekæmpe bilen som et onde. Det er dens extreme koncentration i byerne der munder ud i negationen af dens rolle. Urbanismen bør givet ikke ignorere bilen, men endnu mindre acceptere den som centralt emne. Den må holde på dens hensygnen. I alle tilfælde kan man forudse forbud mod den inden for visse nye enheder, ligesom i visse gamle bydele.
7
Dem der forestiller sig bilen evig, tænker ikke, selv udfra et snævert teknisk synspunkt, på de andre fremtidige transportformer. F.ex. vil visse af de modeller for individual-helikoptere, der for tiden experimenteres med i den amerikanske hær, sandsynligvis være bredt ud til offentligheden inden for tyve år.
8
Bruddet på det menneskelige miljøs dialektik til fordel for bilerne (man projekterer åbningen af autostradaer i Paris, hvad der medfører ødelæggelsen af tusinder boliger, mens bolignøden på den anden side uophørligt forværres) maskerer dets irrationalitet under pseudo-praktiske forklaringer. Men dets sande praktiske nødvendighed svarer til en præcis social tilstand. Dem der antager problemets forudsætninger for permanente, tror i virkeligheden på det nuværende samfunds permanens.
9
De revolutionære urbanister beskæftiger sig ikke blot med tingenes og de i en tingsverden stivnede menneskers cirkulation. De vil forsøge at bryde disse topologiske lænker ved at experimentere med områder for menneskenes færden & samfærdsel gennem det autentiske liv.
Guy Debord.
(International Situationniste, 3:1959)
Fejlen ved alle urbanister er at de i alt væsentligt betragter privatbilen (og dens biprodukter, af scooter-typen) som et transportmiddel. Den er essentielt den betydeligste materialisering af et lykke-begreb som den udviklede kapitalisme stræber mod at udbrede overalt i samfundet. Bilen som det højeste gode i et fremmedgjort liv, og uadskilleligt herfra som vigtigste produkt på det kapitalistiske marked, står i centrum for den samme globale propaganda: i år siges det således, at den amerikanske økonomis fremgang snart vil afhænge af flg. slogans succes: "To biler pr. familje".
2
Transport-tiden er, som Le Corbusier rigtigt har set, et mer-arbejde som i samme grad reducerer dagens indhold af såkaldt frit liv, fri tid.
3
Vi må gå fra færdsel som arbejdets supplement til samfærdsel som forlystelse.
4
At ville omdanne arkitekturen til en funktion for privatbilernes nuværende massive og parasitære existens, er at fortrænge problemerne med grov irrealisme. Arkitekturen må omdannes til en funktion i hele samfundets bevægelse, ved at kritisere alle de foreløbige værdier, der er knyttet til de til undergang dømte samfundsforholds former (i første række: familjens).
5
Selvom man midlertidigt, i en overgangsperiode, kan anerkende den absolutte opdeling mellem arbejds-zoner og beboelses-zoner, må man i det mindste forudse en tredje sfære: selve livets (frihedens & fritidens sfære - det sande liv). Man ved at den unitære urbanisme er grænse-løs; stræber mod at gøre det menneskelige miljø til en total enhed hvor adskillerlserne, af typen arbejde/fritid, kollektiv/privatliv, vil være endeligt opløst. Men forinden består den unitære urbanismes minimumsaktion i at udvide lege-terrænet til alle ønskelige konstruktioner. Dette område vil være i komplexitetsniveau med en gammel by.
6
Det drejer sig ikke om at bekæmpe bilen som et onde. Det er dens extreme koncentration i byerne der munder ud i negationen af dens rolle. Urbanismen bør givet ikke ignorere bilen, men endnu mindre acceptere den som centralt emne. Den må holde på dens hensygnen. I alle tilfælde kan man forudse forbud mod den inden for visse nye enheder, ligesom i visse gamle bydele.
7
Dem der forestiller sig bilen evig, tænker ikke, selv udfra et snævert teknisk synspunkt, på de andre fremtidige transportformer. F.ex. vil visse af de modeller for individual-helikoptere, der for tiden experimenteres med i den amerikanske hær, sandsynligvis være bredt ud til offentligheden inden for tyve år.
8
Bruddet på det menneskelige miljøs dialektik til fordel for bilerne (man projekterer åbningen af autostradaer i Paris, hvad der medfører ødelæggelsen af tusinder boliger, mens bolignøden på den anden side uophørligt forværres) maskerer dets irrationalitet under pseudo-praktiske forklaringer. Men dets sande praktiske nødvendighed svarer til en præcis social tilstand. Dem der antager problemets forudsætninger for permanente, tror i virkeligheden på det nuværende samfunds permanens.
9
De revolutionære urbanister beskæftiger sig ikke blot med tingenes og de i en tingsverden stivnede menneskers cirkulation. De vil forsøge at bryde disse topologiske lænker ved at experimentere med områder for menneskenes færden & samfærdsel gennem det autentiske liv.
Guy Debord.
(International Situationniste, 3:1959)
det mærker man sådanset ikke, nej, man mener
at jeg ikke har samlet nok sten, at jeg ... man mener jeg
alt for længe bare har
set - ja, set - på stenene, uden at, uden
at samle dem op ... man mærker det ikke, man mener det bare
sådan ... sådanset mener man bare at jeg, burde - burde jeg? - burde
samle bare én sten op ...
man siger man ikke
mærker det
men man
mener
bare
at det sådanset kunne være at jeg sådanset ville få - ville få? - noget
ud
af
det
istedet for bare ... sådan ... at stå
og se på stenene, at det kunne være jeg fik noget
ud af det, at jeg ... man mener bare
at jeg måske
ville kunne få noget
ud af
det
hvis jeg nu
bare prøvede
at samle sådan en lille sten op ... istedet
mener man ikke at det er nok
bare sådan at stå og se ...
at kigge
... at glo ...
at stå uden at gøre noget
man mener bare at det ville være godt hvis jeg
- måske -
prøvede at bevæge mig lidt ... man mener det sådanset godtnok
og det er ikke fordi jeg mærker
noget
til
det ... jeg står jo bare lige og nyder ... men man
kunne nu godt lige se det for sig: sådan en sten kunne være god
i hans hånd - i min? - ja ... det mener man ...
det burde man mene ...
prøv at se stenene
de er
så mange
... ligger bare lige
der ... prøv at se dem
de ligger bare lige der ...
og så mener man - sådan siger man - man siger du burde
måske prøve at samle en op ... en sten så den ikke bare ligger der
- men hvad mener man? - ... de ligger da fint når man står her ... det mener jeg ...
man burde bare lade stenene ligge
lige dér ved bølgerne
... og lade mig stå lige her ved bølgerne ...
det burde man vide ... man burde vide at man
står ret godt her og ser bølgerne mod stenene
og så er der slet ikke brug for sådan en sten
i sine hænder ... de ligger der, stenene, og der ligger de da godt
at jeg ikke har samlet nok sten, at jeg ... man mener jeg
alt for længe bare har
set - ja, set - på stenene, uden at, uden
at samle dem op ... man mærker det ikke, man mener det bare
sådan ... sådanset mener man bare at jeg, burde - burde jeg? - burde
samle bare én sten op ...
man siger man ikke
mærker det
men man
mener
bare
at det sådanset kunne være at jeg sådanset ville få - ville få? - noget
ud
af
det
istedet for bare ... sådan ... at stå
og se på stenene, at det kunne være jeg fik noget
ud af det, at jeg ... man mener bare
at jeg måske
ville kunne få noget
ud af
det
hvis jeg nu
bare prøvede
at samle sådan en lille sten op ... istedet
mener man ikke at det er nok
bare sådan at stå og se ...
at kigge
... at glo ...
at stå uden at gøre noget
man mener bare at det ville være godt hvis jeg
- måske -
prøvede at bevæge mig lidt ... man mener det sådanset godtnok
og det er ikke fordi jeg mærker
noget
til
det ... jeg står jo bare lige og nyder ... men man
kunne nu godt lige se det for sig: sådan en sten kunne være god
i hans hånd - i min? - ja ... det mener man ...
det burde man mene ...
prøv at se stenene
de er
så mange
... ligger bare lige
der ... prøv at se dem
de ligger bare lige der ...
og så mener man - sådan siger man - man siger du burde
måske prøve at samle en op ... en sten så den ikke bare ligger der
- men hvad mener man? - ... de ligger da fint når man står her ... det mener jeg ...
man burde bare lade stenene ligge
lige dér ved bølgerne
... og lade mig stå lige her ved bølgerne ...
det burde man vide ... man burde vide at man
står ret godt her og ser bølgerne mod stenene
og så er der slet ikke brug for sådan en sten
i sine hænder ... de ligger der, stenene, og der ligger de da godt
Vi læste hele Morti Vizkis Eliksir op i stuen. Solen stod vandret med stuen og vi lod hvert digt have plads i hinandens mund. For ikke at gå helt i stå, tog den ene af os det næste digt med os, og bagefter den anden. Korte skridt med to fødder på hver fod. Eller hvordan det nu skal siges. Solen bragede ind i samme højde som vores øjne som fulgte sætningerne på siderne i bogen. I sofaen var der nogen som sad og lyttede, på en stol, på en anden stol: der var nogen som lyttede. Hvert ord blev sagt af os begge. Vi havde lavet pandekager, te, citron og sukker (kunne drysses, kunne spredes). Så var gulvet det knirkende i verden. Så forsvandt en efter en ud i den lysende dag mens solen ikke længere var vandret. Alt vand bøjer sig sammen med kloden. Vi blev hængende til et let måltid ude i køkkenet og roen, der hang i væggene, blev ved med at hænge i væggene.
[Decorate, decorate]
I det fremmede - i et sprog hvor selv lydene
synes at komme fra traeerne, fra dyrene,
fra klipperne - skal du finde dig selv, skaaret
op i de mindste detaljer, dit oeje paa bjerget i solen,
dit oeje paa bunden af et boelgende hav, der langsomt
traekker sig ind imod kysten; Du skal finde
din dybeste alvor, bundet sammen med din egen
forkroeblede tunge, som naar stjernerne, der ellers
haenger alene i moerket, smelter sammen med
moerkets lysende taeppe paa trods af ensomhed og foragt.
Ved dine haender vil du finde tre sten - en
for hver af dine tabte kaerester - og du vil maerke
hvordan vinden langsomt vil slide dem ind i dit blod:
For er vi andet end enkelte dele, der bag opvaskemaskinernes,
bag de globale handelsbalancer, stilfaerdigt er tvunget
til at slides ihjel, som nu disse blomster
jeg koebte i mit inderste kaos, der allerede taber
hver farve til nuancer af graat. Jeg skriver
jo ikke paa min egen angstfulde hverdag, men paa alle
de skrigende doede, alle de ensomme laengsler
som sidder paa kanten af fortidens byer
og fortaeller den samme historie, men uden at lytte.
I det fremmede - i et sprog hvor selv lydene
synes at komme fra traeerne, fra dyrene,
fra klipperne - skal du finde dig selv, skaaret
op i de mindste detaljer, dit oeje paa bjerget i solen,
dit oeje paa bunden af et boelgende hav, der langsomt
traekker sig ind imod kysten; Du skal finde
din dybeste alvor, bundet sammen med din egen
forkroeblede tunge, som naar stjernerne, der ellers
haenger alene i moerket, smelter sammen med
moerkets lysende taeppe paa trods af ensomhed og foragt.
Ved dine haender vil du finde tre sten - en
for hver af dine tabte kaerester - og du vil maerke
hvordan vinden langsomt vil slide dem ind i dit blod:
For er vi andet end enkelte dele, der bag opvaskemaskinernes,
bag de globale handelsbalancer, stilfaerdigt er tvunget
til at slides ihjel, som nu disse blomster
jeg koebte i mit inderste kaos, der allerede taber
hver farve til nuancer af graat. Jeg skriver
jo ikke paa min egen angstfulde hverdag, men paa alle
de skrigende doede, alle de ensomme laengsler
som sidder paa kanten af fortidens byer
og fortaeller den samme historie, men uden at lytte.
[Think: Inside the work
Outside the work]
jeg taenker dig
som andet
end pludselige fald
andet
end maaden du
omfavner mig
paa paa
de lyseste kyster
udefra
er jeg en helt almindelig mand
der gaar fra trappe til trappe
indefra
er jeg en helt almindelig mand
der gaar fra trappe til trappe
men du;
du er andet end sprog
andet
end en stemme
blandt visionerne du
du er sol
Outside the work]
jeg taenker dig
som andet
end pludselige fald
andet
end maaden du
omfavner mig
paa paa
de lyseste kyster
udefra
er jeg en helt almindelig mand
der gaar fra trappe til trappe
indefra
er jeg en helt almindelig mand
der gaar fra trappe til trappe
men du;
du er andet end sprog
andet
end en stemme
blandt visionerne du
du er sol
[Give the game away]
du boede i et af de huse
jeg kan ikke loebe fra min skrift
sol
har du hoert om mine laengsler?
fliserne af granit, de fugtige stoed i vinden
en skygge laegger sig i det naermeste
kan jeg vaere i din krop?
sol, kan jeg vaere din krop? sol
kan du huske min frygt for
nationalismen? nu spreder dine lande
sig tavst om min krop
hver skygge er en gammel kaereste
hver straale af sol er dine oejne
skibene sejler henover himlen
maagerne flyver paa havet
mine bedste linjer tilhoerer andre
jeg elsker lyden af din latter
naar du kobler planternes konkurrenceevne
med kommunernes
sol, udvikl din egen
kommuneplan
din egen strategi for et
bloedere samfund
nar du presser mig graeder jeg af smerte
nar du ikke vil forhandle med fjenden
vil du ikke
forhandle med mig, sol
jeg droemte at leve resten af mit liv med dig
men hvor flyttede du hen?
du forlod dine baser i oerknen
du hang og sang bag skyerne
du ville ikke roere min krop
giver dine loegne stadig mening?
kaffen jeg drikker i solen er let
du har ikke skrevet
til mig endnu
du danser paa de moerkeste kyster
jeg danser paa de lyseste kyster
det kolde vand bliver en del af
min varme
krop
din haand mod vandroerene
varmen som
spreder sig
ind i dine knogler. min feber, sol, er den
sarte feber som ingen ville
kende hvis ikke
hvis ikke jeg skrev mine linjer til
solen
paa kajen ligger to inde i deres droemme
om solen.
alle gaar rundt som om de var solen.
flisernes moenstre er kedelige
her er der intet at komme efter, intet
at baere med ind i sorgen. her
er der intet at baere med ind i sorgen.
jeg er en reklamekampagne for danmark
kranerne er gaaet ud af sig selv
lad mig sige det igen: da du gik fra mig
vidste jeg ikke laengere hvad
jeg skulle stille op
med mig selv. jeg ville
opgive alt for at vaere sammen med dig
det var problemet.
jeg kan ikke samle mine linjer. de er en
del af mit liv og at samle dem
i kedelige boeger giver
ikke laengere mening.
syv sole haenger i mit liv.
og bag dem haenger de foerste maaner.
der er saa mange navne
i mine skygger som jeg
taenker paa hver eneste dag som jeg
ikke kan slippe. fuck mig i hjernen.
sol, du har faengslet mit liv.
jeg kan ikke laengere moede det skroebelige
uden at moede min angst for
at miste. mig selv. og mine elskede
venner. der var en aabning i natten
hvor jeg helst ville slippe for dine
oejne, helst ville oenske din doed.
men du vil ikke doe. du danser
i skyggerne af mine droemme og forvandler
mit liv.
du boede i et af de huse
jeg kan ikke loebe fra min skrift
sol
har du hoert om mine laengsler?
fliserne af granit, de fugtige stoed i vinden
en skygge laegger sig i det naermeste
kan jeg vaere i din krop?
sol, kan jeg vaere din krop? sol
kan du huske min frygt for
nationalismen? nu spreder dine lande
sig tavst om min krop
hver skygge er en gammel kaereste
hver straale af sol er dine oejne
skibene sejler henover himlen
maagerne flyver paa havet
mine bedste linjer tilhoerer andre
jeg elsker lyden af din latter
naar du kobler planternes konkurrenceevne
med kommunernes
sol, udvikl din egen
kommuneplan
din egen strategi for et
bloedere samfund
nar du presser mig graeder jeg af smerte
nar du ikke vil forhandle med fjenden
vil du ikke
forhandle med mig, sol
jeg droemte at leve resten af mit liv med dig
men hvor flyttede du hen?
du forlod dine baser i oerknen
du hang og sang bag skyerne
du ville ikke roere min krop
giver dine loegne stadig mening?
kaffen jeg drikker i solen er let
du har ikke skrevet
til mig endnu
du danser paa de moerkeste kyster
jeg danser paa de lyseste kyster
det kolde vand bliver en del af
min varme
krop
din haand mod vandroerene
varmen som
spreder sig
ind i dine knogler. min feber, sol, er den
sarte feber som ingen ville
kende hvis ikke
hvis ikke jeg skrev mine linjer til
solen
paa kajen ligger to inde i deres droemme
om solen.
alle gaar rundt som om de var solen.
flisernes moenstre er kedelige
her er der intet at komme efter, intet
at baere med ind i sorgen. her
er der intet at baere med ind i sorgen.
jeg er en reklamekampagne for danmark
kranerne er gaaet ud af sig selv
lad mig sige det igen: da du gik fra mig
vidste jeg ikke laengere hvad
jeg skulle stille op
med mig selv. jeg ville
opgive alt for at vaere sammen med dig
det var problemet.
jeg kan ikke samle mine linjer. de er en
del af mit liv og at samle dem
i kedelige boeger giver
ikke laengere mening.
syv sole haenger i mit liv.
og bag dem haenger de foerste maaner.
der er saa mange navne
i mine skygger som jeg
taenker paa hver eneste dag som jeg
ikke kan slippe. fuck mig i hjernen.
sol, du har faengslet mit liv.
jeg kan ikke laengere moede det skroebelige
uden at moede min angst for
at miste. mig selv. og mine elskede
venner. der var en aabning i natten
hvor jeg helst ville slippe for dine
oejne, helst ville oenske din doed.
men du vil ikke doe. du danser
i skyggerne af mine droemme og forvandler
mit liv.
[Who should be doing this job? How would they do it?]
Allerfoerst er det bare regnen, jeg
saetter mig i den, imellem
de draaber som falder langt nok
fra hinanden under de nedslidte tage
og murenes puds som min hud
fyldt med alder og doven, loes
og uden fornemmelse for resten
af denne stoevede krop, jeg
slynger mine haender mod regnen
som ikke svarer men bliver ved med at falde
mod den toere hud under huden.
Hvis jeg kendte dit navn, hvis jeg
kunne sige det til hver eneste draabe
ville jeg langsomt indtage havet.
For hvem er du, mellem de tankeloese skyer?
Hvem er du, naar du sitrer i de lyse
glimt fra draaberne i bladene, i tagrendens
hullede plast: jeg mener
giv mig dig noegen og varm mig
som du varmer septiltankens urolige indre.
Er der mere end disse tavse forviklinger;
oeje paa oeje foelger oeje paa oeje
men hvem er du? bag bjergene, bag bakkerne?
Allerfoerst er det bare regnen, jeg
saetter mig i den, imellem
de draaber som falder langt nok
fra hinanden under de nedslidte tage
og murenes puds som min hud
fyldt med alder og doven, loes
og uden fornemmelse for resten
af denne stoevede krop, jeg
slynger mine haender mod regnen
som ikke svarer men bliver ved med at falde
mod den toere hud under huden.
Hvis jeg kendte dit navn, hvis jeg
kunne sige det til hver eneste draabe
ville jeg langsomt indtage havet.
For hvem er du, mellem de tankeloese skyer?
Hvem er du, naar du sitrer i de lyse
glimt fra draaberne i bladene, i tagrendens
hullede plast: jeg mener
giv mig dig noegen og varm mig
som du varmer septiltankens urolige indre.
Er der mere end disse tavse forviklinger;
oeje paa oeje foelger oeje paa oeje
men hvem er du? bag bjergene, bag bakkerne?
sol, jeg har ikke skrevet til dig, jeg kan ikke skrive til dig
du angriber tilfældige byer med sol
en, du findes
som en fjern og vedvarende
sitren, sol, hvem er du
bag al din varme, du er
intet, sol, du er
brand.
Jeg skriver på hver eneste dag
du ikke er her
du er bag bjergene
du er sol
Jeg har gråden løbende imellem skyerne
sejler min båd bag bladene
løber min tunge
som smager
af rim
du lyder mod ruderne du
fejler
imellem skyerne løber dit sår
du angriber tilfældige byer med sol
en, du findes
som en fjern og vedvarende
sitren, sol, hvem er du
bag al din varme, du er
intet, sol, du er
brand.
Jeg skriver på hver eneste dag
du ikke er her
du er bag bjergene
du er sol
Jeg har gråden løbende imellem skyerne
sejler min båd bag bladene
løber min tunge
som smager
af rim
du lyder mod ruderne du
fejler
imellem skyerne løber dit sår
en morgen
kradser
du hul
på min ryg
med dit blik
dit langsomme
smil kradser
hul på
en morgen
bag bjergene
starter du
dine kampe
og følger
mig helt
ind i
byen
sol
du
har de lyseste læber
sol
du maler guld
i min hud
knuser guld
mod min hud
skriver breve
og brænder
guld i min hud
hvordan
kan du
være
solen?
kradser
du hul
på min ryg
med dit blik
dit langsomme
smil kradser
hul på
en morgen
bag bjergene
starter du
dine kampe
og følger
mig helt
ind i
byen
sol
du
har de lyseste læber
sol
du maler guld
i min hud
knuser guld
mod min hud
skriver breve
og brænder
guld i min hud
hvordan
kan du
være
solen?
du er dømt til det uudslettelige
sol hvor skal din
skrift
hen her i det drømte
her
i den ødelagte tid
sol
hvor skal du hen med dine droneangreb
sol dine drømme er tavse
angreb fra oven
du spreder din ild men du har
intet
ansigt
sol hvor er dit
ansigt sol
du er dømt
til at skrive i tavshed
og hele dit liv
er en ødelæggelse
sol du skriver
i mørket sol
du skriver digte
i mørket
til månen sol
men du brænder sol
du er en kugle
af ild du er intet
sol du er ild
sol hvor skal din
skrift
hen her i det drømte
her
i den ødelagte tid
sol
hvor skal du hen med dine droneangreb
sol dine drømme er tavse
angreb fra oven
du spreder din ild men du har
intet
ansigt
sol hvor er dit
ansigt sol
du er dømt
til at skrive i tavshed
og hele dit liv
er en ødelæggelse
sol du skriver
i mørket sol
du skriver digte
i mørket
til månen sol
men du brænder sol
du er en kugle
af ild du er intet
sol du er ild
Dit hav er kroppe, først og sidst, forladte bjerge, dale, bølgers brud forladt af hænders døde, tænders tavse, havskum, spyt, forladte søer mod et åndedræt af sprog; din krop er bølger; dit hav er fingrene spredt bag gardiner af tavshed og sitrende ryk; dine bølger er øjne, som sejler på vinden og tøver i kjolen, i saltvand og fald; dine øjne er kroppe af himmelsort vand.
Et digt
sort og en hytte
udstrakt
når jeg ikke kan mure
flere øjne ind i min krop sort
og en hytte
og højdedrag-
et i flere
hænder forbi
mit
vindue nu
forbi et mindre
øjne-
du
af sorte dragter
imod gløder grå
i hvert
imellem
jeg har kjoler glemt
omkring min krop min krop
og disse læber
dufter fast
af
skovmods fugt af
åbne øjne grå
og alt i mere alt
udstrakt
når jeg ikke kan mure
flere øjne ind i min krop sort
og en hytte
og højdedrag-
et i flere
hænder forbi
mit
vindue nu
forbi et mindre
øjne-
du
af sorte dragter
imod gløder grå
i hvert
imellem
jeg har kjoler glemt
omkring min krop min krop
og disse læber
dufter fast
af
skovmods fugt af
åbne øjne grå
og alt i mere alt
Fak! Jeg havde ikke behøvet denne latterlige strandstrækning, disse bekymrede miner er miner for benenes flæns. Flæns! Flå! Åh, lad os køle invasivt, invasivt. Åndedrag drag mig ikke videre, disse tøvende dynger af sand, bølgende dynger af sand, sandvand, siv, harrild whatever: arter i bland-bland no mein freund du harmer mit blik. Du harmer min kjole af støj, min dumme dans som gør dig til den ene, den eneste anden er mig-mig i flæns-flæns og uh se das kopf, disse kæber betyder viljefast karakter, denne bølge i næsen at jeg bølger blandt mensch-mensch: Jeg bølger blandt mensch-mensch. No more. Ødekvast national-kvast uf puff, min hatkvast, min strømpekvast: kvast under dyrenes kulturklatter. Tilhørsforhold ukendt: siger Tanz-dans!
Det vildeste er, at du hvert øjeblik kan skrive det bedste digt du nogensinde har skrevet. Og at det alligevel næsten aldrig sker. Jeg har tegnet et ansigt i spejlet ude på toilettet. Sidder og læser nogle gamle kinesiske digte. Tidligere idag skrev jeg tre formumlede digte. Jeg gider ikke længere tænke over så meget. Digtene falder bare ud på siden, indimellem tøver de et sted inde i hjernen. Systemerne er kedelige. Det er altid dig jeg skriver til. En dag ringer du op og vil mødes.
"langsomt ser sådan en tanke
et græsstrå
og svajende flænger himlen
et fly
højt oppe grønt ud i vinden
langsomt ser et græsstrå og svajende et
fly oppe højt sådan en tanke flænger himlen
ud i vinden grønt langsomt et græsstrå og vinden
fly og himlen ser en tanke højt oppe i ud grønt
og langsomme flænger ser svajende og sådan langsomt
et og sådan himlen og langsomme græsstrå ser
flænger ser fly ud svajende et oppe og sådan
højt vinden fly langsomt et græsstrå flænger
grønt svajende i langsomt tanke og sådan
ser oppe et fly:
et græsstrå svajende
og grønt i vinden
højt oppe
flænger et fly
langsomt himlen
sådan ser en tanke ud"
- Johannes L. Madsen, fra Smarte pletter mellem fingrene
et græsstrå
og svajende flænger himlen
et fly
højt oppe grønt ud i vinden
langsomt ser et græsstrå og svajende et
fly oppe højt sådan en tanke flænger himlen
ud i vinden grønt langsomt et græsstrå og vinden
fly og himlen ser en tanke højt oppe i ud grønt
og langsomme flænger ser svajende og sådan langsomt
et og sådan himlen og langsomme græsstrå ser
flænger ser fly ud svajende et oppe og sådan
højt vinden fly langsomt et græsstrå flænger
grønt svajende i langsomt tanke og sådan
ser oppe et fly:
et græsstrå svajende
og grønt i vinden
højt oppe
flænger et fly
langsomt himlen
sådan ser en tanke ud"
- Johannes L. Madsen, fra Smarte pletter mellem fingrene
Alligevel er det ikke et slør henover blikket. Det er noget andet. Jeg følger efter det, for at indfange sorgen. Prøve at forestille mig en måde at huske og sørge. Hvordan laver man et rum med plads til ens uro? Fra Frederiksberg slingrer jeg ned ad Nørrebrogade. Himlen hvælver sig blåt og ubekymret. Jeg drejer ind på café. Jeg drikker ingefær-citron te. Nu har jeg fundet nogle billeder fra Portbou:
Det er nærmest banalt. Ordinært. Det rustne. Vejen mod lyset. Glaspladen som modsvar til at gå videre i døden. At vende om når man har gået den lange vej. Jeg ved ikke. Der er blå blomster i vaserne. En på hvert bord. Jeg går ikke videre men fortsætter alligevel disse blanke blanke. Brosten og fliser og belægningens struktur og tekstur. Farvernes spil i morges efter svømmehallen. Så var det bare lige at fortsætte lidt i det blinde. Selvfremstillinger og tvivlende skrift. Så sad jeg med SUTs kommende bog og blev glad. Det må jeg jo indrømme. Jeg blev glad over at læse SUTs digte. At de ikke var funklende diamanter men stavrede afsted i deres eget velkendte tøj og alligevel slidt, snublende (næsten). Det selvironiske i alle konsonanternes gasser. At digte også bare er som de nu er. Ikke så bekymrede. At digtene er grunde til selskab. At de også er sådan. Så lagde jeg bogen fra mig igen og trak en drøm for mine øjne. Nu står træerne igen med det hele og slagter lidt vind.
På en måde er det et større mørke. I tingene, overalt. Det følger med rundt i de bjergede halse og vil ikke længere ud. Så sidder man derinde i sig selv mens bævreasp eller alléen af lind sætter sig op imod vinden og uden at flytte at flytte. Men floderne forsvinder i havet. Livet i døden. osv. og træerne forsvinder og bliver til jord eller et større mørke fordi fugten. Fugtens arbejde med træet som om jorden kysser træet, sutter på det, lader lidt spyt glide ud mellem læberne. Det blev lidt senere til en stenet fortælling, hvor Helle ikke kunne få sig selv til at sige tingene som de var. Så stod hun der med hænderne i vasken og en stor kvindelig omsorg. Forsoning, tænkte hun og ordet gjorde hende varm og med den varme omfavnede hun Hans eller Jørgen med sine bløde hænder. Lad os nu bare spise, sagde hun. Hvor dejligt, sagde han. Og vinden fandt vej mellem de lyse gardiner som skiver af skyer og lod stearinen glide ned langs lysets højre side. Så var det noget i deres blikke. En fælles forståelse om noget de aldrig fik sagt. Så skar de små stykker af bøffen og løftede gaflen og lukkede munden omkring, saligt. De ville fortsætte sådan. Dyppe i saucen. Falde ind i en tavshed med hver deres glas og deres øjne i langsomt mod den røde væske. De ville drikke og de ville synke. Og Jørgen eller Hans ville tage ud af bordet, og Helle ville nyde ikke at skulle gøre mere og alligevel hjælpe til. De ville tage opvasken og fortælle om en tilfældig hjort den ene eller den anden havde set fra vejen på vejen. Så lukkede Helle sine øjne og Hans eller Jørgen lukkede sine øjne og Helle lod sin finger løbe langs Jørgens eller Hans' nakke, langs kindbenenes kantede. Hun ville allerede have glemt. Og de ville glemme det hele og lukke vinduerne og lægge sig med dynen imellem sig som om natten. osv.
Men det sidder i musklernes bevægelse. Som gopler som trækker vejret som havet som lungerne som øjet som finder fokus, fokuserer og blinker. Lukke op, lukke i. Som goplerne, dovne, nede under broen, som blækspruttens slag, et stykke stof for vinden, gardinet i stuen, kjolen. Som goplerne under vandet som nu musklernes bevægelse. At sidde der og se ud. På gavlene, på træet, den lille plæne, rigshospitalet. At sidde der og følge mursten på mursten, at lytte til tilfældige lyde mens musklernes bevægelse som lunger i vinden som fjer der holdes sammen af vingens slag som under havet, goplerne. At sidde der og følge en sky glide fra højretil venstre, langsomt. En laver kaffe og radioen kører. Som nu blæksprutten, troldmanden, i sin lange kåbe som et øje der ikke ser mere.
Fletningerne i landskabet, støjvolden i flere lag gråt og tynde forslidte træer. Koblingen og at de ligner udhungrede tavse; klynger af græs og lidt spurve i vinden. Så er det en åbning. Det åbner sig i korte glimt, omfavner gearskift og iPodens kvaste. En ko gumler og en hare-hare-spring. Åh, de numre i sproget! Uafsluttet handling og så stille. Glide ind og så på plads. Rette vinkler i de andres hække: hængepilen vinker, tager fat og giver hånd til vinden og jorden, pletter af mørk hud, en krop, der røres af de spinkle fingre, hår: Hår der glider henover mørk hud, omfavnelsen: sædet i bilen og at se ud på nye skygger. Kroppe danser hvidt.
ingenting tæller, spejlægget,
gider ikke, brødristeren,
børste tænder, platanen
som plastikposer i stormen,
rigshospitalet bagved, heli-
kopteren: lussinger af luft
nærmest, ørkenblomst,
e-mails, krystaller på ruden.
nu: elkogeren, nærmest
ude af sig selv, smøre brød,
tebrevet ligger og vugger
29. Jan. tegner pyramider
øjensuk, en hånd, nærmest,
bag skulderen, en skygge
følger gråt, nærmest, gråt
følger en by, et billede af,
nærmest et billede, pyramide,
pyramide, blyanten hvisker
en dag i august: svaler. diadem.
gider ikke, brødristeren,
børste tænder, platanen
som plastikposer i stormen,
rigshospitalet bagved, heli-
kopteren: lussinger af luft
nærmest, ørkenblomst,
e-mails, krystaller på ruden.
nu: elkogeren, nærmest
ude af sig selv, smøre brød,
tebrevet ligger og vugger
29. Jan. tegner pyramider
øjensuk, en hånd, nærmest,
bag skulderen, en skygge
følger gråt, nærmest, gråt
følger en by, et billede af,
nærmest et billede, pyramide,
pyramide, blyanten hvisker
en dag i august: svaler. diadem.
Hauser, Kaspar, ca. 1812-35, en yngling som 1828 blev fundet vandrende på gaden i Nürnberg, og som ikke kunne huske sin oprindelse. Hans gådefulde opførsel og uopklarede død som følge af et dolkestød gav stof til en omfattende litteratur.
Abonner på:
Opslag (Atom)